Baggrunden for Små øjeblikke i Egedal
Jeg er Rie Skovgaard og “Små øjeblikke” er noget jeg værdsætter meget.
At stoppe op og nyde mandagen, tirsdagen, onsdag og alle andre dage. Lægge mærke til de små øjeblikke som er, og som opstår overalt. Det er noget jeg mener vi alle kan få glæde af. I 2019 ændrede jeg kurs. Fra kontaktchef i reklamebranchen til at gå solo med eget forlag, for at lave bøger der netop kan skabe “små øjeblikke” for børn og voksne.
Egedal rummer så mange positive ting; Natur, fællesskaber, historie, fortid og fremtid. Her er leves og opleves så mange gode øjeblikke.
Rigtig mange af os er medlemmer af forskellige netværk, lokale foreninger, fælleskabe og grupper. Både hvor vi mødes fysisk og hvor vi deltager og udveksler emner på sociale medier.
Projektet "Små øjeblikke i Egedal"
Projektet “Små øjeblikke i Egedal” har til formål at rumme hele fællesskabet. Os alle sammen. Unge og gamle og fra alle hjørner og kroge af Egedal.
Rundt i hele byen opsættes skilte med qr-koder. Når du tager din smartphone og fører kameraet henover den sorte firkant, så kommer der et link frem på skærmen. Det fører dig direkte ind til ugens fortælling.
Ugens fortælling er fra en som er bosat i Egedal. En der har oplevet et lille øjeblik, som personen nu deler. Det bringer forhåbentlig glæde og smil rundt i vores by og rykker os alle sammen lidt tættere.
Jeg håber at mange har lyst og mod på at dele deres egne små øjeblikke.
Små øjeblikke i Egedal er for alle
Har du et øjeblik du vil dele, så sæt lidt ord på og send til mig. Hver uge bringer jeg en ny fortælling, som jeg har lavet en illustration til i Egedals dejlige grønne farver.
Jeg håber mange vil bakke op om initiativet, så vi sammen kan øge nærværet i vores by.
Venlig hilsen Rie Skovgaard
Rie Skovgaard
+45 6035 3076
egedal@små-øjeblikke.dk
Jeg er forfatter og illustrator. Jeg skriver og tegner fordi jeg elsker det.
Jeg indgår i forfatter- og skrivefællesskaber for at sikre en høj kvalitet og skabe bøger og materialer der bidrager til leg, læring og små øjeblikke for både børn og voksne.
Jeg er medlem af Dansk Forfatterforbund i børn- og ungeafdelingen, samt i illustratorerne. Derudover er jeg medlem af Tegnerne, Tegnerforbundet af 1919.
Privat er jeg bosat i Smørum med min mand, to hjemmeboende drenge (10 og 14 år) og vores hunde Luey og Mini. Min baggrund er 20 år indenfor kommunikation, marketing, reklame og næsten lige så mange år som mor.
Lokalt er jeg blandt andet med i Skrivegruppen Egedal, Ledøje-Smørum Kunstforening og medlem af bestyrelsen hos Egedal Erhverv.
Små øjeblikke er støttet af Egedal Borgerpulje.
Egedal kommune udskrev en pulje til at støtte lokale initiativer der kan bringe borgerne sammen på tværs af Egedal, her indsendte jeg ideen om at udbrede glæden ved at værdsætte “Små øjeblikke”. Byrådet valgte at bakke op om projektet.
Egedal Kommune har været meget behjælpelige med at udvælge placeringerne til skiltene. De er placeret i alle 17 bydele, steder hvor der kommer mange gående, og med hensyn til miljø, mennesker og dyreliv.
En særlig tak til projektleder Ditte Kragerup.
Jeg har udgivet en lang række børnebøger
De er alle udgivet på Forlaget Aksel
Alle mine bøger har det til fælles at de skaber små øjeblikke. De er lavet så de egner sig til læs-sammen. Målgruppen på bøgerne er 2-10 år.
De har alle modtaget fine lektører og kan alle lånes på Egedals biblioteker samt eReolen.
Alle titler kan købes direkte hos mig i Smørum, og derudover kan enkelte titler købes hos nemlig,com, ZOO København og Louisiana museum.
Jeg er desuden den ene halvdel af Foreningen SKRIVEtanterne
Sammen med Ølstykke-forfatter Susanne Lykke udgiver vi podcasten SKRIVEtanterne.
I podcasten byder vi indenfor i vores forfatterliv og taler om de emner som rører sig og giver gerne anbefalinger videre.
Du kan høre og læse mere om podcasten her:
SKRIVEtanterne arrangerer EGEDAL BOGFEST 2023
For tredje år i træk inviterer vi alle bogglade til Egedal Bogfest. 60 forfattere og 20 illustratorer står klar til at byde alle besøgende velkommen den 7. oktober 2023 på Egedal Rådhus, Dronning Dagmars Vej 200, Ølstykke – følg os på facebook – Det blir’ en god dag!